by Eva Brønd
tirsdag ,16 jun 2009
Der er spænding til det sidste, når vinderen ved årets poker turnering WSOP som noget helt nyt, tæller med i kapløbet om at blive dette års pokerspiller.
Siden 2004 har World Series of Poker kåret en af turneringens spillere med den flotte titel "Årets spiller". Spilleren bliver fundet ved et pointsystem, som løber gennem hele turneringen og belønner alle de bedste placeringer. Som noget nyt i år tæller også turneringens main event med i dette kapløb, og der er altså spænding lige til det sidste, når den prestigefyldte begivenhed finder sted i Las Vegas d.10. november. De forrige år er pointgivningen stoppet, når de første kort blev givet ved main eventet, men i år er dette altså lavet om.
Alle åbne events gælder ved kvalificeringen af Årets spiller, bortset fra Casino Employees eventet (500$ buy-in), samt Ladies og Seniors Championships (1.000$ buy-ins). Vinderen vil blive kåret og få tildelt en særlig præmie ved en ceremoni i løbet af det sidste bord ved main eventet i november, og WSOPs vicepræsident, Ty Stewart, håber på endnu mere spænding i konkurrencen i år, hvor løbet er åbent lige til det sidste.
Point gives ud fra spillernes placeringer i de forskellige events, og den, som opnår flest point vinder den eftertragtede titel. Vinderen af et event indkasserer 100 point, andenpladsen 75 point, tredjepladsen 60 point, fjerdepladsen 55 point, og således nedadgående med 5 point mindre indtil niendepladsen, som får 30 point. At cashe i et event indbringer 5 point, at sidde med ved et af de tre sidste borde i et event giver ti point, og ved de sidste to 20 point.
Tidligere spillere, som er blevet kåret Årets spiller, er sidste års Erick Lindgren, som vandt med et armbånd, tre slutborde og fem cashes. I 2007 løb Tom Schneider af med sejren med to armbånd, tre slutborde og tre cashes, i 2006 var det Jeff Madsen, i 2005 Allen Cunningham, og den første, som kunne prale af kåringen, var Daniel Negreanu i 2004 med et armbånd, hele fem slutborde og seks cashes.
World Series of Pokers fyrretyvende mesterskab startede i år d. 26. maj på Rio All-Suite Hotel & Casino i Las Vegas og løber frem til d. 15. juli. For andet år i træk får de ni finalister herefter en ferie frem til finalen i november, hvor de skal dyste om det eftertragtede guldarmbånd.